Victor Froholdt og Amin Chiakha

Kampreferat: Vigtig sejr i intenst opgør

Efter to tunge nederlag sluttede påskeugen med en 3-1-sejr, der blandt andet blev sikret ved en høj udnyttelse af få chancer i endnu et tæt, intenst og til tider dramatisk opgør mod AGF.

De to hold
Vi skiftede fem fra torsdagens udekamp mod FC Midtjylland: Lopez, Roony, Delaney, Achouri og Claesson for Gocholeishvili, Garananga, Clem, Elyounoussi (skadet) og Cornelius (karantæne), og var tilbage i den vante 4-4-2:

Trott – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez (71.: Gocholeishvili) – Roony (71.: Chiakha), Froholdt, Delaney (55.: Lerager), Achouri – Claesson (71.: Mattsson), Larsson (79.: Clem)

AGF skiftede tre, Henrik Dalsgaard, Frederik Brandhof og Kristian Arnstad for Tobias Mølgaard, Nicolai Poulsen og Tobias Bech, og kom i en 3-4-2-1:  Hansen – Dalsgaard, Tingager (44.: Mølgaard), Kahl (69.: Bech) – Beijmo, Brandhof (69.: Poulsen), Madsen, Links – Anderson, Arnstad (80.: Power) - Mortensen (69.: Badji)

Holdfoto med indmarchbørn fra Klub Leo
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


AGF bedst fra start
I en flot kulisse med 28.476 på tribunerne kom gæsterne bedst fra start med et højt og aggressivt pres, der voldte os lidt problemer i de første ti minutter, hvor vi mistede for mange dumme bolde.

Marcos Lopez, tilbage efter halvanden måneds kamppause, mistede bolden på midten, og Gift Links sendte Mikael Andersen alene ned mod feltet, men Nathan Trott læste det og kom til undsætning. 

Nathan Trott
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Kort efter headede Hatzidiakos bolden lige hen til Frederik Brandhof i FCK-feltet, man han fik den ikke under kontrol.

Kristian Arnstad blev også spillet fri i feltet til skud, men kiksede sin aflevering til Patrick Mortensen, men siden fik vi bedre fat, og Roony og Delaney afsluttede fra kanten af feltet, men blev straks blokeret.

Smuk, svensk striker-scoring
En del af vores offensive plan var, at Jordan Larsson skulle løbe i dybden bag AGF-forsvaret, og Viktor Claesson skulle ligge lidt længere tilbage og tage del i opspillet – og den blev eksekveret smukt, da vi rundede 12 minutter. 

Lopez slog en fornem dybdeaflevering til Jordan på ydersiden af Henrik Dalsgaard, der ikke kunne følge med ned i feltet, hvor Jordan slog en perfekt flad tværpasning til Claesson, der fuldendte en smuk, svensk striker-scoring!

Viktor Claesson
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Et VAR-tjek for offside på Jordan viste, at Felix Beijmo hang tilpas meget ude i siden, da Lopez spillede ham fri, så målet blev godkendt.

Mål ændrer kampe, og fra det tidspunkt sad vi solidt på 1. halvleg, der stadig blev spillet i et højt tempo med masser af dueller rundt om på banen. 

Til gengæld kom ingen af holdene frem til nævneværdige chancer, selv om der var flere fine opspil, som for eksempel da Jordan igen snød offsiden og stak af fra deres bagkæde, men ikke fandt Huescas med sit cutback.

Første AGF-forsøg
Lidt før den halve time havde AGF deres bedste – og vel også eneste – farlige forsøg efter et hjørne, som Delaney clearede i første omgang, men i næste fase skruede Beijmo et giftigt indlæg ind foran. Mads Emil Madsen headede fra nært hold mål, men Trott reddede godt inde på stregen og holdt bolden, så den lurende Brandhof ikke fik nogen returbold.

Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


I 5-10 minutter var AGF nu en del på bolden, men manglede skarphed – blandt andet udtrykt ved en dødbold midt på vores halvdel, hvor de sendte alle frem på linje uden for feltet, men slog en flad dødbold ned i ingenmandsland, som Trott let samlede op.

Tirret tuneser med temperament
På vores venstre kant fortsatte Elias Achouri de gode takter fra de seneste kampe og udfordrede konstant, selv om AGF’erne fik lov at gå hårdt til ham. 

En batalje med Beijmo indbragte tuneseren et gult kort, og da han rasede mod fjerdedommeren, rev Neestrup ham hurtigt væk, så han i det mindste kunne spille denne kamp til ende, inden han nu må i karantæne til ”returkampen” i Aarhus.

”Han har jo temperament og spiller med følelserne uden på tøjet,” bemærkede Neestrup bagefter.

Jacob Neestrup og Elias Achouri
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Inden pausen udgik Frederik Tingager med en skade og blev erstattet af Tobias Mølgaard, og halvlegen sluttede med endnu en småfarlig AGF-kontra, som Hatzidiakos afværgede godt, hvorefter de fik et frispark midt på vores halvdel, som Anderson sparkede et stykke forbi mod mål.

2. halvleg
AGF indledte også anden halvleg mest aggressivt, men selv om vi stadig holdt dem helt fra chancer, gav vi måske lidt vel meget initiativ væk.

Efter ti minutter blev Thomas Delaney afløst af Lukas Lerager på vores centrale midt, hvor Froholdt som sædvanlig var her og der og alle vegne med sin utrættelige arbejdsiver – som for eksempel, da han efter en lille time ryddede fremragende op i defensiven, da Links sendte Beijmo afsted i en potentielt farlig omstilling.

Victor Froholdt
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Halvandet minuts opspil til 2-0
Efter 60 minutter og 27 sekunder erobrede vi bolden omkring midten, og det næste halvandet minut rørte AGF ikke bolden, før Jesper Hansen måtte pille den ud af netmaskerne.

De stod underligt passive i en 5-2-2-1-blok og så på, mens vi først kørte bolden roligt rundt i rækkerne med 23 pasninger på 60 sekunder, hvor Lerager og Larsson var de eneste, der ikke rørte den. 

Dernæst begyndte Froholdt at drive bolden frem i vores venstre side, overlod den til Achouri, der skiftede tempo og strøg ind fra kanten forbi Beijmo og slog en flad pasning i feltet, som Jordan Larsson elegant firsttimede fladt over i det lange hjørne uden for Hansens rækkevidde.

Jordan Larsson
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Ikke den "farlige føring"
Det vil være forkert at sige, at det punkterede kampen, men derfor kunne man godt sidde og gnide sig i hænderne over, at vi førte 2-0 med en halv time igen, og føringen virkede ikke umiddelbart så farlig, som man ofte siger.

Fem minutter sled Achouri sig godt fri i højre side af feltet og var lige ved at finde en fri Claesson inde foran, men AGF clearede til hjørne. Lidt efter afsluttede anføreren et udmærket angreb med en afslutning et stykke over mål.

Viktor Claesson
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Begge hold skiftede nu tre mand, og der gik kun få minutter, før Nicolai Poulsen fik en advarsel for at rive Amin Chiakha i armen. Begge gjorde sig også senere bemærket, men på hver sin måde…

Med et kvarter igen mobiliserede AGF et vist pres mod vores felt, og Gift Links bankede et indlæg til fjerneste stolpe forbi mål på deres hidtil bedste forsøg efter pausen. Men skarpheden skulle man op i den anden ende for at finde.

Chiakha-mål - og dramatik
Vi havde efterhånden rokeret en del om i de forreste kæder, hvor Mattsson sendte Froholdt afsted i højre, og han slog et perfekt indlæg ind foran, hvor Amin Chiakha løb mellem stopperne og pandede bolden i nettet til 3-0. Endnu et flot mål, og endnu et mål af en angriber.

Amin Chiakha
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport

Lidt efter blev vi vidner til kampens mest dramatiske episode, da Poulsen og Huescas kæmpede om positionerne inden et AGF-hjørne, og Poulsen stødte sit knæ direkte i skridtet på mexicaneren. Det udløste massive protester fra både FCK-spillere og fans, men dommer Sundberg og VAR-vognen fandt ikke anledning til at dømme noget.

Huescas måtte en tur uden for banen efter behandling, men fik ikke lov at komme ind, så længe AGF var i angreb. I stedet blev han sendt ind lige i tide til at modtage en lang aflevering og løbe en kontra, som han afsluttede med et ufarligt skud lige på keeperen – og på vej tilbage rev han Mikael Anderson i trøjen midt på banen, så han ligesom Achouri fik en ”dum” advarsel, der udløser karantæne.

Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Sen reducering
I 89. minut lykkedes det til sidst AGF at spille sig til en stor chance, da Youssouph Badji bryst-afleverede et Mølgaard-indlæg til Tobias Bech, der bankede bolden ind forbi en chanceløs Trott. Vi forsøgte ellers at trække Bech offside, men fik ikke Huescas med frem.

AGF jagtede yderligere reducering i de syv minutters tillægstid, men vi stod godt imod og kørte 3-1-sejren hjem til stor fornøjelse for hovedparten af de 28.476 tilskuere, som skabte en flot ramme om opgøret.

FCK-fans i Parken
Foto: Anders Kjærbye, FrontzoneSport


Matchfacts
Mandag den 21. april 2025, kl. 18.00 i Parken. 3F Superliga, 27. runde.
F.C. KØBENHAVN-AGF 3-1 (1-0)
13.: 1-0 Viktor Claesson
62.: 2-0 Jordan Larsson
81.: 3-0 Amin Chiakha
89.: 3-1 Tobias Bech
28.476 tilskuere. Dommer: Jakob A. Sundberg

Advarsler: 21.: Mikael Anderson, 37.: Elias Achouri, 58.: Eric Kahl, 73.: Nicolai Poulsen, 85.: Rodrigo Huescas

Start-11: Trott – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Roony, Froholdt, Delaney, Achouri – Claesson (anf.), Larsson

Slut-11: Trott – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Gocholeishvili – Froholdt, Clem, Lerager (anf.), Achouri – Mattsson, Chiakha