Historietimen: Hvad var Royal League?
Royal League var en skandinavisk klubturnering, som eksisterede i tre sæsoner (2004/05, 2005/06 og 2006/07) og primært blev afviklet fra november-marts.
Det var en officiel turnering, dog ikke i UEFA-regi, men i praksis nok mest en træningsturnering, selv om initiativtagerne og arrangørerne havde større ambitioner.
F.C. Københavns i alt 31 hjemme- og udekampe i de tre sæsoner trak da i snit også pæne 8.600 tilskuere, selv om de alle blev TV-transmitteret. Snittet var dog kun ca. 6.100, hvis vi ser bort fra de syv Derbyer mod Brøndby, som altså udgjorde knap en fjerdedel af vores Royal League-kampe.
Vi kom i finalen alle tre sæsoner og vandt de to første, men målt på andet end tilskuertal og sportslig succes, så var Royal League især værdifuld for F.C. København, fordi turneringen gav en vis international erfaring lige netop i de år, hvor vi til sidst knækkede koden og kom i vores første europæiske gruppespil i efteråret 2006.
Det var også formålet med turneringen at for eksempel vænne sig til at spille mange flere kampe på en sæson, at rejse ud og hjem til midtugekampe, at møde andre modstandere end man var vant til og under andre forhold osv osv.
Og pudsigt nok kan man også sige, at vi lærte at begrænse de internationale nederlag, for af vores i alt syv Royal League-nederlag var de seks med 0-1 og det sidste med 0-2.
Men lad os starte med at gå endnu længere tilbage i historien, for det var ikke første gang, man forsøgte sig med en nordisk klubturnering.
Nordisk Cup 1959-62
Den første egentlige klubturnering over landegrænserne blev etableret i 1959 under navnet Nordisk Cup, og det skete på initiativ af Frems formand Vilhelm Skousen, som på det tidspunkt også var formand for Stævnet og senere blev generalsekretær i DBU.
Stævnet var en sammenslutning af primært de største københavnske fodboldklubber, som i mange år arrangerede internationale kampe mod udenlandske klubber, og da det var en privat turnering – om end godkendt af DBU og UEFA – var det også Stævnet, der udpegede de fem danske deltagere, ligesom Stævnet i øvrigt også spillede en rolle (blandt andet med økonomisk hjælp), når de københavnske klubber deltog i de ”rigtige” europæiske turneringer.
Nordisk Cup bestod af 16 hold, hvor af Danmark fik fem pladser, som Stævnet selv udpegede: KB, AB, Frem og Skovshoved – samt Vejle, som man nok mest tog med, fordi de trods alt var danske mestre.
Store provinsklubber som OB, B1908 og Esbjerg mumlede i krogene, at de ikke var interesserede i at deltage, og at Stævnet i øvrigt heller ikke havde spurgt af Stævnet, men lige netop i den sag gad man ikke tage en af de magtkampe, som ellers jævnligt blussede op mellem København og provinsen.
Provinsklubberne kunne med en vis ret også nøjes med at ”lade bolden tale”, for de var nu for alvor begyndt at vinde danske mesterskaber, mens københavnerklubberne sakkede lidt bagud.
Sverige stillede otte hold, Norge to og Finland et enkelt – og det afspejlede nok ganske godt, hvordan styrkeforholdet var mellem nationerne på det tidspunkt. Men et af kritikpunkterne mod turneringen var, at deltagerne ikke nødvendigvis var de nationale mestre eller tophold.
Som de eneste fik finnerne lov at stille med et udvalgt hold, Helsingfors Alliancen, som var en slags pendant til de københavnske sammenslutninger, Stævnet og Alliancen. Finnerne argumenterede med, at interessen ikke var stor nok for turneringen i Finland, men det viste sig også at være tilfældet i de øvrige lande.
Kort fortalt blev Nordisk Cup aldrig nogen succes, og der blev kun afviklet én turnering, som den finske alliance paradoksalt nok vandt ved at slå Djurgårdens IF i finalen på Stockholms Olympiske Stadion.
En finale, som kun blev overværet af 1.761 tilskuere, og som først blev spillet den 31. juli 1962 – lidt over tre år efter de første kampe i turneringen!
Det vidner om den lave interesse og prioritering, at mange kampe også blev udskudt flere gange, og turneringen blev aldrig til det, man havde håbet.
AB, Vejle og Skovshoved røg ud første runde, dvs 1/8-finalerne, KB røg ud i kvartfinalerne, mens Frem nåede semifinalerne – og deres hjemmekampe trak maksimalt 5-6.000 tilskuere, hvilket for så vidt lyder pænt, men kun var det halve af, hvad der i gennemsnit kom til 1. divisionskampe i Københavns Idrætspark i starten af 60’erne.
Uofficielle nordiske mesterskaber
I anden halvdel af 90'erne kaldte man det nogle gange "uofficielle Nordiske mesterskaber", når danske, svenske og norske klubber rejste samlet til Cypern eller Spanien for at spille træningskampe i vinterpausen.
Vi kan for god ordens skyld nævne, at vi i 1996 tabte bronzekampen 1-2 til Silkeborg, i 1998 tabte vi finalen 0-2 til Rosenborg, og i 1999 - hvor det blev kaldt Scandinavian Cup - slog vi Halmstad på straffespark i bronzekampen. I 1997 deltog vi ikke, men tog i stedet på turne i Chile, og fra 2000 begyndte vi at holde vinter-træningslejre i Sydafrika.
Ørestad Cup
I 1998 kom den såkaldte Ørestad Cup, som alene var et dansk-svensk samarbejde i form af en decideret træningsturnering, hvor 10 hold (8 i den første udgave) mødtes hjemme og ude i én samlet tabel.
Vi vandt Ørestad Cup i 1999/00 og 2001/02, men betragter kampene som uofficielle på linje med træningskampe - i modsætning til Royal League og TOTO Cup, hvis historie vi fortalte her.
Royal League 2004-07
Cirka 40 år efter Nordic Cup dukkede tankerne om en nordisk - eller i hvert fald en skandinavisk - turnering op igen, og i slutningen af 2003 begyndte Royal League at tage form i et samarbejde mellem fodboldforbundene i Danmark, Sverige og Norge.
Denne gang var deltagerne landenes bedst placerede hold med nr. 1-4 i de respektive ligaer. De blev fordelt i tre grupper á fire hold, ikke ved lodtrækning, men ved at hvert lands nr. 1 og 2 kom i gruppe med nr. 3 fra det tredje land og nr. 4 fra det fjerde land.
De to bedste gik videre til en mellemrunde med to grupper á tre hold, og gruppevinderne gik til finalen.
Ud over den internationale erfaring var der ganske gode penge til deltagerne, som blev udbetalt i form af “startgebyr” og bonus for vundne kampe.
Man tvivlede nok på, at tilskuerindtægter kunne finansiere turneringen, så sponsorer samt TV-aftaler i de tre lande var en forudsætning for turneringen, og det kom på plads i Danmark med Kanal 5, der sendte alle kampene.
Sponsoraftalerne kom ikke helt så let, og i sommeren 2004 blev den tidligere AaB-direktør Børge Bach sat i spidsen som fundraiser.
Turneringens formål var som nævnt at øge niveauet hos de nordiske hold, så de kunne stå stærkere i de europæiske klubturneringer.
Dengang i 2004 var det kun Rosenborg BK, som havde niveauet efter – på nærmest eventyrlig vis – at have kvalificeret sig til Champions League-gruppespillet i ni af de seneste ti sæsoner! Efter et par svipsere kvalificerede de sig også to gange mere i 00’erne – men de vandt aldrig Royal League…
Sæsonen 2004-05
Lad os tage FCK-brillerne på og se, hvordan det gik i de tre Royal League-sæsoner.
Efter vi i foråret 2004 vandt endnu et dansk mesterskab ved at vinde 4-2 i Farum, så havde vi længe vidst, at vi kom i gruppe med Brøndbys sølvvindere, mens de øvrige deltagere først blev kendt, da deres kalenderårs-turneringer var slut. Vi kom i gruppe med Allsvenskans nr. 3, IFK Göteborg og Tippeligaens nr. 4, Tromsø IL, og vi vandt gruppen som ubesejrede.
Undervejs spillede vi vores hidtil nordligste turneringskamp, da turen gik til et snedækket Tromsø, hvor vi spillede 0-0 den 2. december.
Netop Tromsø fik en uheldig rolle i gruppespillet, for efter vi i februar havde spillet 2-2 mod dem i Parken (efter norsk 2-0-føring), så fik vi en skrivebordssejr på 3-0, fordi Janne Hietanen og Daniel Torres ikke var spilleberettigede. En sag, som året efter fik bølgerne til at gå højt ude på Vestegnen!
Ellers huskes Tromsø-kampen også for, at det var vores første officielle kamp under Parkens “Grand Prix-rulletag” fra 2001.
Der var dog spænding om topplaceringerne til det sidste, da vi i sidste runde tog imod IFK Göteborg i Parken, for med en sejr kunne de fravriste os førstepladsen, men på et mål af Martin Bergvold midt i 2. halvleg vandt vi 1-0.
I mellemrunden lignede det ikke en finaleplads, da vi lagde ud med 2-2 mod Rosenborg i Parken og 0-1 i Malmö, men efter en forfærdelig 1. halvleg vandt vi siden 1-0 på Lerkendal.
I en velbesøgt nøglekamp mod MFF i Parken (12.347 tilskuere) vendte vi 0-1 til 2-1, men der var desværre store uroligheder under kampen, som fik et langt efterspil. Og selv om det i denne fælles udmelding blev understreget, at det gode forhold mellem FCK og Malmö FF var intakt, så havde Malmö-fansene ikke glemt sagen, da vi mødtes i Europa League i 2019.
Med sejren var vi stadig afhængige af, at Malmö skulle tage point fra Rosenborg i gruppens sidste kamp, og det gjorde svenskerne ved at vinde 4-2.
Dermed var vi klar til den første Royal League-finale, hvor vi mødte IFK Göteborg på Nya Ullevi. Efter 1-1 i ordinær tid efter forlænget spilletid, skulle den afgøres på straffespark, og det trak ud… først efter at hvert hold havde skudt 13 gange, kunne vi løfte trofæet!
Sæsonen 2005/06
Formatet blev ændret, så otte hold gik videre fra de tre grupper - dvs også de to bedste 3’ere.
Vi lagde ud med to uafgjorte, ude mod Lillestrøm og hjemme mod Brøndby, og da vi den 11. december sluttede året med at tabe 0-1 i Kalmar (på et César Santin-mål i Hans Backes afskedskamp), så det ikke ud til, at vi skulle genvinde vores titel.
Under Ståles ledelse vandt vi dog 2-1 i Brøndby, men da vi kun fik 1-1 hjemme mod Lillestrøm og Kalmar, var vi afhængige af, at Brøndby ikke vandt deres sidste kamp i Lillestrøm - og da nordmændene udlignede til 2-2 fem minutter før tid, så fastholdt vi andenpladsen, mens Brøndby endte som gruppernes dårligste 3’er.
I kvartfinalen fik vi et godt udgangspunkt ved at slå Hammarby 2-0 i Parken, men samtidig kom det frem, at FCK ikke havde fået Atiba Hutchinsons internationale spillecertifikat, inden han debuterede mod Brøndby.
Lang sag, kort fortalt: Royal Leagues disciplinærkomite gav FCK en bøde på 50.000 kroner, men afviste Brøndbys protest, som gik på, at vi skulle taberdømmes 0-3.
Det blev der sagt og ment meget om i medierne, men F.C. København dokumenterede, at man havde gjort sit og hele tiden havde handlet i god tro. Det var også den udlægning, som Björn Ahlberg, formanden for Royal Leagues disciplinærkomiteen gav i Ekstra Bladet:
“Atiba Hutchinsons internationale spillercertifikat som FCK-spiller var først gældende fra 10. februar, og det var således mod reglerne, at han spillede mod Brøndby dagen forinden. Derfor var vores udgangspunkt også, at F.C. København skulle dømmes som taber af kampen, og de tre point i stedet tildeles Brøndby.
Hvad vi ikke vidste var, at F.C. København havde fået godkendt den spillerliste, som klubben havde indsendt til DBU. På denne liste figurerede Atiba Hutchinsons navn, og da F.C. København overfor Royal Leagues disciplinærkomite redegjorde for, at DBU havde godkendt listen, var vi nødt til at sige, at der træder formildende omstændigheder ind.”
I returkampen mod Elfsborg tillod vi Petter Andersson at score to gange i slutminutterne, og derfor skulle det afgøres fra 11-meter pletten. Her reddede Jesper Christiansen tre svenske forsøg, så vi gik videre til to semifinaler mod FC Midtjylland, og dem vandt vi begge overbevisende med 3-1 i Parken og 4-0 i Herning.
I finalen ventede Lillestrøm i Parken, og det trak op til endnu en ”straffe-afgørelse” indtil allersidste minut, hvor indskiftede Razak Pimpong fik en tilfældig chance i feltet og lobbede bolden over LSK-keeperen Heinz Müller til sit første mål i FCK-trøjen.
En trøje, han ikke beholdt på ret længe, hvilket kostede hans anden advarsel og dermed en udvisning i tillægstiden…
Sæsonen 2006/07
Formatet blev igen ændret, så kvart- og semifinaler kun blev afviklet med én kamp i stedet hjemme/ude.
Vi lagde igen dårligt ud og tabte tre af de første fire gruppekampe, men sluttede af med to sejre over Brøndby og Hammarby, som var nok til at blive blandt de to bedste 3’ere, der gik videre.
På Elfsborgs kunstgræs sled vi hårdt for en 2-1-sejr i kvartfinalen, mens det gik lettere at besejre Helsingborgs IF 3-1 i semifinalen i Parken.
Dermed var vi klar til vores tredje finale af tre mulige, hvor vi skulle møde Brøndby på Brøndby Stadion. De havde efter forlænget spilletid slået OB 2-1 i semifinalen, selv om de var bagud 0-1 til 78. minut, og i en generelt jævnbyrdig finale vandt Brøndby den sidste udgave af Royal League på et lidt tyndt straffespark straffe i 38. minut.
Royal League-statistik
31 kampe: 15 sejre, 9 uafgjorte, 7 nederlag
Vinder: 2004/05, 2005/06
Finale: 2006/07
Flest mål
Michael Silberbauer, 7
Flest kampe
Michael Silberbauer 25, Lars Jacobsen 24
Største sejre
23. marts 2006 FC Midtjylland-FCK 0-4
25. februar 2007 FCK-Hammarby 4-0
Største nederlag
9. marts 2006 Hammarby-FCK 2-0 (vi vandt 2-0 i den første kamp og gik videre efter str.spark)
Derudover tabte vi seks kampe mere - og alle med 0-1.
Udvisninger
Razak Pimpong (6. april 2006 i finalen mod Lillestrøm i 2007) og Jesper Grønkjær (4. marts 2007 ude mod Elfsborg)
Trænere
2004/05: Hans Backe, 14 kampe, 22 point (snit 1,57)
2005/06 & 2006/07: Ståle Solbakken 17 kampe, 32 point (snit 1,88)
Debutanter
Atiba Hutchinson den 9. februar 2006 mod Brøndby
Brede Hangeland den 9. februar 2006 mod Brøndby
Razak Pimpong den 12. februar 2006 mod Lillestrøm
Martin Bernburg den 9. marts 2006 mod Hammarby IF
Lasse Qvist den 30. november 2006 mod Lillestrøm SK
Mads Laudrup den 30. november 2006 mod Lillestrøm SK
Saban Özdogan den 3. december 2006 mod Lillestrøm SK
Ailton Almeida den 11. februar 2007 mod Brøndby